[Logo PS Avisen]

PS-Avisen side 8


Fra brunkul til fjordvand



Lastbilmodeller størrelse skala 1:50 foto privat

Evald Eybye er født og opvokset i Videbæk vest for Herning. Allerede som barn begyndte han at interessere sig for kullejerne, som lå i nærheden af hjemmet. Senere kom han op at køre med lastbiler, der leverede brunkul til bl.a. elværker. Her spirede interessen for at bygge lastbilsmodeller fra brunkulslejerne. I 1960erne kom han i lære som bankelev i Videbæk Bank. Inden han tog i banken om morgenen, kunne han lige nå at køre en tur til kullejerne.

I 1966 flyttede Evald Eybye til Skive og blev ansat i Salling Bank. I 1968 blev han medlem af Skive Roklub, fordi hans kollegiekammerater anbefalede klubben.
Han arbejdede i Salling Bank, til han gik på efterløn i 2005.

Som pensionist nyder Evald Eybye for alvor sine fritidsinteresser. Selvom de to interesser, lastbilsmodeller og roning, er vidt forskellige, går han op i dem begge med liv og sjæl.

Brunkul
Evald Eybye forklarer først, hvad brunkul er. Det er planterester fra tertiærtiden for 15-20 millioner år siden. Dengang var klimaet betydeligt varmere end i dag, nærmest subtropisk. Landet var dækket af skove og træsorter, som vi i dag finder i Sydeuropa. Lagene af planterester veksler med tertiære sand-og leraflejringer. De er i kvartærtiden yderligere blevet dækket af morænedannelser, eller de er blevet blotlagt.

Importen af udenlandsk brændsel gik nærmest i stå under 1. og 2. verdenskrig. Specielt den industrielle udvikling fra 1930-erne krævede store mængder brændsel til elektricitetsværkerne og fabrikkerne. De midtjyske brunkulslejer var her en vigtig forsyningskilde. Den opgravede mængde lå i flere år på 2-3 millioner tons. Fra midt i 1950-erne og til det sidste leje lukkede i april 1970, var det de jysk-fynske elværker, som aftog hovedparten af de opgravede brunkul.

Første gang i et kulleje
Her fortæller Evald Eybye om sin første tur til et kulleje:

”I 1953, 10 år gammel, havde jeg fået en brugt cykel, og det gav nogle muligheder for at udforske egnen omkring byen. I skoleferien, en varm sommerdag, kom naboens søn en formiddag og spurgte, om jeg ville med ud til et kulleje, hvor hans far arbejdede. Det sagde jeg straks ja til og gik ind og fortalte min mor om udflugten. Hun var i gang med middagsmaden, blev helt forskrækket og forbød mig omgående at tage med Svend Aage, som han hed, ud til brunkulslejet. Det var livsfarligt at opholde sig sådan et sted, og hvis jeg kom levende hjem, var det i hvert fald mere eller mindre i invalid tilstand.
Min mor havde nok læst om alle de ulykker, der skete i kullejerne, og det var ikke et sted for en dreng på 10 år. Hun havde helt sikkert ret i de mange ulykker, men det var uden tvivl arbejderne i lejerne, der var udsat for disse.

Jeg måtte lidt slukøret meddele Svend Aage, at det var alt for farligt. Det kunne han ikke forstå, for hans far kom levende hjem hver aften, og han havde også selv flere gange været ude i lejet, uden at der skete noget ved det.

Svend Aage havde åbenbart sat sig i hovedet, at vi skulle cykle ud til hans far i kullejet, for han foreslog straks, at vi, i stedet for at skulle følges ad fra gårdspladsen, skulle mødes uden for byen Så var der ingen, der så, hvor vi tog hen. Jeg trodsede min mor og var med på den plan. Vi ville også være hjemme i god tid til aftensmaden, så ingen ville opdage, hvor vi havde været henne.

Klokken 13.30 mødtes vi på det aftalte sted og cyklede de 5-6 km ud til arbejdspladsen. Jeg var noget mør efter cykelturen, men det var spændende at se kullejet med maskiner, sanddynger og dybe udgravninger, og vi kunne også se Svend Aages far stå og skovle kul op i nogle trækasser, som blev hejst op med en kran. Der kom også en lastbil for at hente et læs brunkul. Vi legede naturligvis brunkulsarbejdere med sand og kul, og tiden gik hurtigt.

Ved 16-tiden cyklede vi hjem, og jeg kom ind i køkkenet til min mor, så hun kunne se, at her var jeg. Her skete uheldet! Jeg havde glemt at se mig selv i spejlet, og min mor opdagede straks, hvor sort og snavset jeg var blevet af at lege i kullene. Tordenvejret brød løs, men det drev dog hurtigt over. Jeg var trods alt kommet levende hjem.

Konklusion: De ting, der var forbudt og måske også lidt farlige, kunne for en 10 års dreng vendes om til noget spændende, nok lidt ubevidst - alderen taget i betragtning.”

Lastbiler
Evald Eybye laver lastbilsmodellerne i størrelsen 1/50. Han har indtil nu en samling på godt 60 lastbiler. Det er alle modeller af lastbiler, som har kørt brunkul fra kullejer ud til fabrikker.

Evald Eybye har også lavet en kran helt fra grunden. Den er lavet af pap, og det tog ham en helt måned. Den har alle detaljer, selv logoet på den ene side af førerhuset. Det er et imponerende stykke arbejde. Den er også funktionel. Evald Eybye viser stolt, hvordan den fungerer. Den kan grave brunkul op og løfte det op på en af lastbilsmodellerne.

Han laver ikke lastbiler helt fra scratch. Han køber teknolastbiler på nettet, skraber malingen af og forlænger ladene. Derefter maler han dem i de korrekte farver. Det er tydeligt, at Evald Eybye har flair for detaljer og er fingernem. Han fortæller også, at det kræver fantasi at finde materialer. Han har f.eks. fundet ud af, at knappenåle fra indpakningen af nye skjorter er gode til pejlestænger på lastbilerne! De kan bøjes og knækker ikke.

Evald Eybys modeller er så nøjagtige, at de har historisk interesse. Brunkulsmuseet i Søby ønsker at overtage dem på et senere tidspunkt.

Roning Evald Eybye har altid været fascineret af vand. Som barn lyttede han hver morgen til skibspositioner. Han havde en overgang leget med tanken om at blive noget inden for skibsfarten, men sådan blev det nu ikke. Flere kammerater på kollegiet, hvor han boede som ung, var medlemmer af Skive Roklub, og de opfordrede ham til også at blive medlem. Evald Eybye meldte sig ind i Skive Roklub i 1968.

I begyndelsen roede han både om morgenen og aftenen. Han kunne sammen med et par rokammerater lige nå en frisk morgentur, inden han skulle på arbejde i banken. Han har altid roet inrigger, fordi roklubben i starten kun havde denne type både. Nu kan enhver også ro kajak. En inrigger er en træbåd, hvor åregaflerne er monteret på rælingen.

Han ror i 2 årers eller 4 årers inriggere. Til en 2 årers inrigger er der to roere og en styrmand og i en 4 årers fire roere og en styrmand. Evald Eybye forklarer, at det er normalt at skifte plads hver 4 km under en rotur. På den måde når roerne igennem alle pladserne, og en styrmand sidder ikke længe på posten, for ellers kan han blive kold. En normal tur på vandet er godt 12 km.

Familiefar
Mens Evald Eybyes børn var små, kom han ikke så meget på vandet. Der var ikke tid. Han havde imidlertid andre opgaver i klubben: kasserer 1984 – 1987 og revisor 1987 – 2014. Det var han rigtig glad for.

Han har også siddet vagt i roklubben hver tirsdag aften. Det var først i 80erne. Hans kone og børn var også med. Evald Eybye skulle kontrollere, om alle bådene var kommet i land. Han skrev i protokollen, hver gang en båd kom ind. Nu registrerer roerne selv via nettet, når de ror ud, og når de kommer i land igen.

fortsættes side 9