[Logo PS Avisen]

PS-Avisen side 7

En sallingbo i New York


Der er rigtig mange taxier i New York


Det havde været planlagt i over et år: læseklubben skulle en uge til New York. Vi havde læst og diskuteret nogle – syntes vi – fantastisk gode bøger, som foregik i New York, blandt andre Siri Hustvedts ”Det jeg elskede”, Donna Tarrts ”Stillidsen” og Garth Risk Hallbergs ”Byen brænder”, og en aften blev det besluttet, at læseklubbens næste udflugt – hidtil havde vi været på Fur, i Himmerland, Ebeltoft o. lign. – skulle gå til New York! Vi afleverede penge i en fælles kasse ved hvert månedligt møde, fastsatte tidspunktet og begyndte at forberede os, praktisk som mentalt. For nogle gik forberedelsen nemmere end for andre – et par af de fem damer i moden alder, der udgør klubben, havde været i USA flere gange; men undertegnede havde aldrig været der. Det er ikke sådan, at jeg aldrig har været uden for Sallings trygge rammer; men aldrig så langt væk! Mon det dog gik godt?

Aldeles overvældende
Og New York viste sig da også at være aldeles overvældende: så store afstande, så enorme huse, så meget grønt selv midt i den tætteste by-bebyggelse, så mange forskellige racer, så vildt mange mennesker alle steder og på alle tider af døgnet! Man føler sig ikke som en myre i en kæmpe myretue; men som et sandkorn på stranden!Vi susede imidlertid ufortrødent rundt og så så meget, vi orkede, og havde fantastiske oplevelser, selvom fornemmelsen af en enorm og fremmed verden ikke forsvandt.

En tur i operaen
En af de sidste aftener skulle vi i Metropolitan Opera, ”The Met”, i The Lincoln Center for the Performing Arts. Der var temmelig langt fra vores hotel dertil, og vi havde ikke lige overskud til at bruge undergrundsbanen og/eller bus, så vi fangede en gul taxi tæt på vores hotel. Jeg satte mig ved siden af den yngre, formodentlig mexicanske, chauffør, fordi det var mig, der skulle betale med klubbens penge, som var sat ind på min visa-dankort-konto. Jeg snakkede hyggeligt med chaufføren, og vi kom bl.a. ind på, hvor vi boede i New York, og han ville gerne vide noget om Danmark. Da vi nåede frem til Lincoln Centeret, viste det sig, at jeg skulle om på bagsædet for at betale med kort – der var terminalen. Det havde jeg ikke prøvet før, så chaufføren måtte instruere, og processen var ret munter. Da vi endelig var færdige, ville jeg gerne ud til pigerne, som stod og trippede lidt – det var meningen, vi skulle finde et sted at spise før operaen, så jeg syntes ikke, det var nødvendigt at få ham til at udskrive en kvittering – jeg kunne sagtens huske beløbet til regnskabet! Så kørte han væk i sin gule taxi, og da han var 15 m væk, mærkede jeg efter, hvor min pung var og kom i tanke om, at jeg HAVDE LAGT DEN PÅ BAGSÆDET AF TAXIEN!!

Panik
Vild panik! Jeg stod med kreditkortet i hånden, så muligheden for at hæve penge var ikke forsvundet; men de kontante dollars, kørekort, sygesikringskort og adskillige medlemskort og personlige fotos kørte nu rundt i NY i en taxi, hvor jeg ikke kendte navnet på chaufføren, nummeret på taxien eller havde en kvittering med taxiens erhvervsnummer. Rigtig dum situation! Nu er det sådan, at der på alle de steder i byen, hvor der samles mange mennesker, altid er parkeret politibiler, og der står sfinx-agtige politimænd og –kvinder ved bilerne og vogter, vel først og fremmest pga. terror-fare. Jeg trodsede min frygtsomhed og generthed og gik hen til den nærmeste politimand og forelagde situationen for ham. Så sød og hjælpsom han var! Han brugte over en halv time på at prøve at lokalisere taxien, ringede til adskillige numre og endte med at få at vide, at taxi-selskabet ikke havde registreret indbetaling fra det kreditkort, og derfor kunne taxien ikke identificeres. ”Min betjent” og hans kollega sagde til hinanden, at de garanteret godt vidste det, men bare ikke ville ud med det! Han fik også hjulpet mig med at ringe (med sin telefon; min egen virkede ikke!!) til min banks ”kreditkortnattevagt” i Danmark, hvor to bankfolk efter megen søgen også måtte fastslå, at den pengetransaktion ikke var registreret endnu. Til sidst måtte jeg sige hjerteligt tak til den flinke betjent og gå i operaen, for nu var det høje tid for det. Vi så og hørte Puccinis Turandot, og det var en utrolig flot forestilling; men fornøjelsen blev noget beskåret af, at min pung var væk, at vi var meget sultne, og at operaens aircondition sendte iskolde strømme ned over os.

Happy ending
Lidt slukørede tog vi en taxi tilbage til hotellet. En af de andre piger betalte, for mit kreditkort skulle ikke i brug mere den aften! Da jeg kom ind i receptionen, spurgte den kvindelige natportier rutinemæssigt ”How are you?”, og så måtte jeg jo svare, at jeg faktisk ikke havde det så godt, for jeg havde lige mistet min pung. Så sagde hun, at en taxichauffør havde været forbi og spurgt efter mig (mit hotelnøglekort med værelsesnummer lå også i pungen) og efterladt en seddel: Jeg skulle ringe til ham, han arbejdede til kl 5, og så hans telefonnummer. Portieren ringede op for mig, og den flinke chauffør sagde, at han kunne komme forbi om en times tid. Oh jubel! Jeg blev genforenet med min fuldstændig intakte pung ved to-tiden søndag morgen! Chaufføren fortalte, at en skandinavisk kvinde havde fundet pungen på bagsædet og givet den til ham; formodentlig med bemærkninger om, at det var en dansk dames pung. Selvfølgelig fik chaufføren findeløn og kørte glad ud i natten, og jeg giki seng og fik nogle få timers søvn, før de sidste New York-oplevelser skulle indhøstes. Men tænk at møde så megen personlig kontakt og hjælpsomhed i en bypå over otte millioner indbyggere, fordi man dummer sig!

MK


 


Tre af medlemmerne af læseklubben på Brooklyn Bridge med en fantastisk udsigt til Manhattans Skyline