[Logo PS Avisen]

PS-Avisen side 12


Med tog til Viborg


En pakke
Postnord er ikke rigtig til at stole på, når man skal modtage en pakke til tiden. Så jeg tog toget til Viborg fra Skive for at hente en pakke hos en veninde. Min cykel skulle også med. På Skive St. skulle jeg lige nå at tanke mit rejsekort op. Jeg lagde det i automaten, trykkede på tank op og skubbede mit visakort ind. Der skete ikke noget! Jeg ventede og ventede, mens togets afgangstid nærmede sig med hastige skridt. Jeg gloede ondt på displayet. ”Vent”, stod der. Så stoppede hele transaktionen. Jeg opgav, tjekkede ind og sprang i allersidste øjeblik op i toget med min cykel. Heldigvis var der lige penge nok på rejsekortet.
Det var en behagelig togtur til Viborg. Det er rart at kunne fordrive tiden med at læse, eventuelt løse en sudoku eller bare lade tankerne flyve afsted!

Et faretruende gab
I Viborg gled min cykel ned på perronen uden problemer. Jeg kunne alligevel ikke lade være at tænke på det store gab mellem togets trinbræt og perronens kant. Det er da utroligt, at der ikke sker ulykker her! Både i Paris´ og New Yorks metro gør en højtalerstemme passagererne opmærksomme på et stort gab mellem tog og perron, hvis det skulle være tilfældet. Gad vide, om Arriva aldrig har tænkt på at advare deres passagerer. Det er i hvert fald et faretruende gab, som jeg nødigt vil falde ned i!

Tank op
Det var vigtigt at få tanket mit rejsekort op til turen hjem til Skive. Rejsekortet viste kun 7,75 kr.! Nu måtte jeg på jagt efter en tank op automat. Jeg tog elevatoren op til gangbroen, gik videre ned af en stejl trappe og forsatte ind i den gamle stationsbygning. Det er da et ynkeligt syn, som møder en. Et trist og forladt sted. Billetkontoret var lukket, og her var ingen automat. Stadig med min cykel på slæb gik jeg over til den nærmeste kiosk for at spørge. Ekspedienten var lige ved at forklare en kunde,

at hun ikke kunne udbetale mere end 100 kr., for kassen var lige blevet ribbet for kontanter! Det blev snart min tur. Jo, der er en tank op automat på perronen! Op ad den stejle trappe med min cykel og ned med elevatoren til perronen. Mon denne automat virkede? Jeg ventede igen, og intet skete, indtil jeg opdagede, at jeg skulle trykke på startknappen! Det havde jeg glemt, jeg skulle. Det tog et par sekunder, og så var der igen penge på rejsekortet.

Check in standeren
Pakken lå parat til mig. Jeg og min veninde nåede lige at drikke et glas vin og berette om de sidste oplevelser, så var jeg oppe på cyklen igen og hurtigt tilbage på perronen. Her ventede toget allerede.

Check in standeren brummede mærkeligt, da jeg satte mit kort på den. ”Læsefejl”, stod der. Jeg prøvede flere gange, men hver gang viste den læsefejl. ”Prøv automaten”, råbte et par piger. Det lykkedes endeligt at tjekke ind i tank op automaten.

Med DSB
Nu gik det op for mig, at jeg slet ikke skulle med Arriva, men med DSB. For at stige på toget, skulle jeg op ad en trappe med min cykel. Den er forresten tung! Det havde jeg ikke lige regnet med. ”Hvordan får jeg den derop, tænkte jeg? Det var nærmest ligesom at skulle bestige et mindre bjerg og så med en cykel. ”Du skal bare løfte den op”, sagde billetkontrolløren, en yngre dame. Hun skulle til at hjælpe mig, da en ung mørkglødet mand sprang frem og med et snuptag løftede den op i toget. Jeg takkede ham mange gange. ”Han har da fået en god opdragelse”, tænkte jeg!

Husk startknappen
Min togrejse sluttede i Skive, og her fik jeg igen hjælp til at få mig cykel ned på perronen.
Jeg skal fremover huske at trykke på startknappen, når jeg skal tanke op, og så skal jeg have en ny fjerlet cykel!

KN

 


 

Batalje med Skovbakkeungerne

 

Udpluk fra bogen Mellem Brødre, erindringer fra 50’erne og 60’erne med tilladelse af forfatteren, Aage Rye Andersen

Oppe på den anden side af skoven lå Skovbakken, dengang et ret så udpræget rabarberkvarter, hvor især den vestre side – ikke langt fra Nordbanens linjeføring – var befolket af ubemidlede. De fleste af disse fattige familier boede ikke engang i noget, man kunne kalde huse. De små usle og piv- utætte træhytter, der gjorde det ud for bolig for flere hundrede mennesker, fortjente dårligt nok betegnelsen rønner! Størsteparten bar tydeligt præg af at være banket sammen omtrent på må og få af forhåndenværende materialer; men de havde tag over hovedet. Det kan ikke undre, at rygterne om Skovbakkeungernes meriter var mange og skrækindjagende. Skovbakkeungerne var i den grad Havneungernes fjender,at der faktisk herskede permanent krigstilstand mellem parterne, og det var bestemt ingen god ide at vove sig for langt op i skoven, hvis man ville bevare liv og lemmer. Faldt man i fjendehånd, kunne man regne med, at der vankede drøje hug med blodtud, og hvad dertil hører.

Med mellemrum blev krigen åbenlyst erklæret, og så mødtes de to ”hære” med måske 25-30 drenge

på hver side, bevæbnet med alt fra slangebøsser til knortekæppe, og det gik absolut ikke stille af!

En dyb kløft med et meget langt slyngereb fra et af de største træer gjorde det ud for demarkationslinje, og fra det tidspunkt, hvor hærene stod der i nærheden, gjaldt alle kneb. Jeg må dog indrømme, at mit løvemod ikke rakte meget længere end til at holde mig pænt i baggrunden af ”festlighederne” sammen med nogle af mine jævnaldrende, dog en enkelt gang med held til at overmande et par vildfarneSkovbakkeunger og tæt nok på kampens centrum til også at måtte døje med nogle kraftige blå mærker efter et par lidt for velrettede stenkast.

Jeg var kun med i åben krig et par gange, hvoraf den første endte nærmest uafgjort. I den anden store batalje havde Havneungerne tiltvunget sig så stort et overtag, at jeg med overmodig ildhu bidrog til at jage fjenden på vild flugt. Styrkeforholdet har vel skiftet noget i årenes løb, men i de par år, vi boede ved havnen, kunne Skovbakkeungerne ikke stille det store op imod os Havneunger. Det var vildt spændende at deltage i de hidsige kampe, og sejren var ekstra sød, når bataljerne havde efterladt nogle skrammer og en enkelt flænge i tøjet.