[Logo PS Avisen]

PS-Avisen side 11


Historiens vingesus


Man behøver ikke at bevæge sig ret langt uden for Sallings større og mindre byers kerner, før man bliver mødt af fortiden: man passerer gravhøje overalt – nogle fint intakte, andre en smule skæmmede og atter andre næsten forsvundet. Normalt er de bare et kønt syn på vejen derhen, hvor man nu skal hen; men måske kunne det være interessant at stoppe op og tænke lidt over de ca. 86.000 registrerede gravhøje i Danmark, hvoraf mindst 16.000 lå i Viborg Amt og er skabt over en periode på ca. 2.500 år. I dag er der ca. 4.000 bevarede oldtidshøje i Viborg Amt, så det er ikke så mærkeligt, at man ofte støder på dem!

Menneskene blev bofaste
Gravhøjene opstod, da menneskene blev mere bofaste, og landbruget blev en vigtig del af deres eksistens. Med gravhøje ærede man medlemmer af de førende familier, og samtidig satte man et tegn i landskabet på, at man hørte til i et bestemt område i modsætning til tidligere tider, hvor man havde bevæget sig rundt efter vildt og byttedyr. Langt de fleste gravhøje stammer fra bronzealderen, som i Skandinavien ligger i perioden 1800-500 før vor tidsregning. Redskaber af sten blev erstattet af redskaber og våben af bronze, hvilket var et stort fremskridt. Bronze er en legering af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Bronzealderen indtraf på forskellige tidspunkter i forskellige dele af verden: De tidligst kendt bronzegenstande stammer fra Mellemøsten og dateres til ca. 3500 f.Kr. I Danmark og de øvrige skandinaviske lande havde man først omkring 1800 f.Kr. etableret handelsforbindelser med den øvrige verden,

så det var muligt at bytte sig til kobber og tin med rav, skind og forarbejdede uldklæder, som stod i høj kurs i udlandet. Støbningen af bronzegenstandene krævede viden og kunnen, og udrustningen af handelsekspeditionerne krævede magt og rigdom, så det var kun de førende slægter, der havde bronzevåben, -redskaber og – smykker og fik dem med i graven.

Udstyret i orden
Når en velhavende og indflydelsesrig person døde i Ældre bronzealder, blev vedkommende lagt i en egekiste, klædt i sit bedste tøj og udstyret med visse smykker, våben og redskaber. Der er ingen skriftlige vidnesbyrd om menneskenes tro på den tid; men kunstgenstande som sten med helleristninger og fund som Solvognen gør det sandsynligt, at man troede, at den døde fulgte solen på dens daglige rejse og måske ligefrem spillede en aktiv rolle i solens rejse – så er det klart, man må have sit udstyr i orden! Over den lukkede egekiste byggedes så en gravhøj. Den blev bygget af græstørv, skrællet omhyggeligt af jordoverfladen og stablet med græssiden nedad. Til de store grave har der været brugt tørv fra meget store jordarealer – et stort arbejde og en stor udgift for højbyggerne. De fleste større høje rummer mere end en grav, og højen er blevet ”bygget til” ved hver gravlæggelse. Rundt om højens fod blev der opført et gærde af store sten.

Dansehøjen i Nautrup
Der findes rundhøje i mange størrelser: de mindste er små ”tuer” på 1 m; mens storhøjene kan måle op til 5 m i højden og have en diameter på 30 m. I Nautrup ved Glyngøre ligger en meget imponerende storhøj, Bredhøj. Denne høj tilhører en sjælden gruppe af runde høje med en helt plan overflade, ca. 40 m i diameter; men kun ca. 1 ½ m høj. Kilderne er ikke helt enige: en kilde hævder, at der aldrig har været foretaget udgravninger i Bredhøj, og at der ikke er gjort arkæologiske fund; en anden kilde fortæller, at der er fundet nogle få skeletdele fra mennesker i højen. Fast står, at den er bygget op af græstørv og stammer fra bronzealderen. Den kaldes en ”dansehøj”; men det vides ikke, om navnet går helt tilbage til højens tilblivelse, hvor den måske blev brugt til rituelle handlinger, eller vi ikke skal længere tilbage end til 1800-tallet, hvor unge karle og piger mødtes ved særlige lejligheder og festede på højen – hvem ved, måske er mangen en lille Nautrupbo blevet til i nærheden af og som følge af dansehøjens lystighed!

Nautrup (byens navn betyder ”Nafnis udflytterbebyggelse” er et meget smukt sted nu, og det har tydeligvis også behaget vore fjerne forfædre: i Nautrup sogn er der registreret omkring 90 oldtidshøje, og 30 af dem ligger i umiddelbar nærhed af Bredhøj– måske skulle man se lidt bedre efter, næste gang man kører igennem Nautrup for at komme hen til eller væk fra A26!

MK
Kilder: natmus.dk, Visit skive, Viborgmuseum.dk, Wikipedia

 


 

 

Udpluk fra bogen Mellem Brødre, erindringer fra 50’erne og 60’erne med tilladelse af forfatteren, Aage Rye Andersen

Aage Rye Andersen blev født i Vraa i Vendsyssel, og efter en periode i Hobro kom han som dreng til Skive, hvor han voksede op. Han har fire brødre, og de gik under navnet ”Rye-drengene”, ikke fordi de gjorde sig bemærket, men fordi de var mange, når de var i flok. I bogen fortæller han om sin barndom, og ikke mindst giver han et godt billede af, hvordan Skive så ud i perioden.

Numsevaskeriet
Skive havde hele to havne, kun adskilt af en mængde siloer og pakhuse med kajarealer på begge sider. Den nærmeste, Sydhavnen, lå lige på den anden side af fiskerhytterne og havde havneindløbet vinkelret på, hvorimod Nordhavnens indløb nærmest løb parallelt med bolværket med fjordsiden. Sydhavnen blev i øvrigt færdigudgravet og befæstet med moler og kajarealer, mens vi boede på Fjordvej. Umiddelbart på nordsiden af Nordhavnen, ned til kajen, lå gasværket med en indbydende strand så at sige lige i ryggen. Stranden blev populært kaldt Numsevaskeriet – sikkert ikke fordi den var specielt forurenet af menneskelige udsondringer, men snarere fordi den ramme lugt af gassen nemt kunne lede tanken hen på noget latrinært.

Et par kilometer længere nordpå langs fjorden lå den mere anerkendte strand med badeanstalt, Resen Strand, hvor de fleste tog hen og badede.
Og oppe bag det alt sammen, i et stærkt kuperet terræn, lå Krabbesholm Skov og lokkede, hvad enten det nu var til strejfture eller skatteleg eller klatring om sommeren, eller til skiløb og kælkning i Ørnekløften, eller skøjteløb på Svanedamssøen om vinteren. Ved Strandvejen, lige over for Numsevaskeriet og Resen Strand, lå Krabbesholm Sanatorium med sine smukke gulkalkede bygninger på skråningen, trukket et pænt stykke tilbage fra Strandvejen. Når jeg nu tænker tilbage på de godt og vel to og et halvt år, vi boede på Fjordvej, på havnen i Skive som man siger lokalt, står det som lidt af en gåde for mig. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg helt sikkert påstå, at vi måtte have boet der dobbelt så længe, så spækket som det var med oplevelser og indtryk på så kort tid!

Under alle omstændigheder kunne man som dreng ikke ønske sig mere spændende og afvekslende muligheder for udfoldelse. Hobro havde budt på rigtig meget i samme stil, men Fjordvej i Skive var absolut et acceptabelt bytte med udstrakte engarealer både ved Dyrskuepladsen og ude ved åens udmunding, spændende havnearealer, bådebyggeri, roklub og sejlklub, skov og strand, der var alt, hvad en dreng kunne begære af udfoldelsesmuligheder.

Min voksende bevidsthed om omgivelserne har sikkert også spillet ind, tillige med den for mig lykkelige omstændighed, at jeg de første mange måneder i Skive endnu ikke var kommet i skole, hvilket først skete midt i november. Dermed havde jeg masser af tid og lejlighed til at udforske de spændende omgivelser på kryds og tværs.